Racet blev 26
år. De sidste år døjede hun en del med sin forfangenhed, en sygdom
hun havde med sig da jeg købte hende som 12årig, og som jeg var
bekendt med. Ironisk nok er det, at de to år jeg var mest syg, og
ikke måtte ride, var Racet " rask" mærkeligt som tingene kan være!
Det sidste år stødte der flere skavanker til, aldersbetonede, og
hun fik vanskeligere ved at gå, tiden var inde til, at jeg måtte
træffe en beslutning, og det skulle være inden hun mistede sin
værdighed overfor de andre i flokken hvor hun jo var matriarken.
Beslutningen blev taget i foråret 2006. Hun skulle have en
rigtig god sommer med "alt" det græs hun kunne tåle (og så var der
jo rigtig lang tid til efteråret). Tiden gik dog alt for hurtigt,
og nu var spørgsmålet, hvordan det skulle foregå. Én ting var
sikkert, Racet skulle ikke forlade sine vante omgivelser. Jeg
havde tre muligheder. En god ven af os som var jæger, ville godt
komme og skyde hende, eller slagtning ved "stalddøren" eller
dyrlægen. Valget faldt på dyrlægen, og hvor var det en god
løsning, når det nu skulle være. Det kan jeg kun anbefale. Jeg var
spændt på, om jeg nu selv kunne klare situationen, for Racet var
meget speciel og blev nemt bange, når der skete ting hun ikke var
"vant" til. Hvis Ib kom og ville trække hende ned på græsplænen,
ville hun med det samme blive nervøs over, hvad det nu skulle til
for. Jeg kunne klare det. Hun nåede ikke at opfatte noget, havde
travlt med alt det gode græs. Da hun havde lagt sig for at sove,
sad jeg med hendes hoved i skødet, et enkelt langt suk, så var det
ovre. Og så var det slut med at beherske sig, jeg græd som aldrig
før, ku' slet ikke holde op igen. Synd var det for Snorri, der
næsten ikke kunne få sig til at køre, mage til dyrlæge skal man
lede længe efter. Jeg sad længe med hende, mens tusinde tanker gik
gennem hovedet.
Racet levede sine første 8 år uden at have været i hænder, hun
gik i en løsdrift, hvor hun selv gik ud og ind året rundt. Da
Charlotte (som jeg købte Racet af) købte racet ku` hun jo så ikke
trækkes med, det tog lang tid at lære hende det med træktov ud og
ind på marken, tit og ofte hang Charlotte i luften, inden Racet
kom efter det nye med, at der var et menneske i den anden ende af
tovet. Da jeg fik hende hjem, kunne man ikke bare stige op på
hende, hun drejede rundt og rundt og rundt og hun blev ved... fik
det dog lært til sidst, det med at stå stille til ryttereren var
oppe, men så gik det os derud ad. Sådan var Racet, fuld af fart,
alt skulle foregå så hurtigt.
I rideklubben husker de stadig, når vi drønede rundt på banen
og forsøgte at lære højre og venstre galop, for Racet var galop
galop, bare det gik stærkt og hun lå forrest. Det aftog lidt med
alderen, men det sad altid i hende. Jeg fortrød aldrig, at jeg
købte hende, hun var en udfordring og hvad hun ikke har lagt øre
til, er ikke småting.
Jeg må stadig ikke ride, slås endnu med skaderne efter
strålebehandlingen, så der er ikke planer om en anden ridehest.
Måske bliver det til mere kørsel med ponyerne. |
|
